Vedbyholm er normeret til ca. 70 børn i alderen 0-6 år.
Vedbyholm er kompetence institution for svagtseende børn. Der er installeret et særligt lys samt andre særlige tiltag, for at skabe gode fysiske rammer, som gør det nemmere for børnene at indgå i vores hverdag, med de udfordringer de har med sig. Vi har pædagoger som har været på kursus og efteruddannet sig i netop synshandicap. Vores mål er, at barnet føler sig inkluderet i børnegruppen og har deltagelsesmuligheder i hverdagens aktiviteter og rammer.
Vi er ca. 16 fastansatte medarbejdere inkl. ledelsen.
Børnene er aldersopdelt i 2 afdelinger: Vuggestue 0-3 år og Børnehave 3-6 år. Derudover har vi yderligere valgt at opdele børnene i tre grupper, både i Vuggestue - og børnehaveafdelingen. Dette for at skabe mindre børnefællesskaber, som vi mener i højere grad kan muliggøre at alle børn bliver set og hørt samt har større deltagelsesmuligheder ind i fællesskabet.
Vores dagligdag og pædagogiske aktiviteter tager afsæt i metoden Læseleg, hvor vi ud fra børnenes spor og interesser igangsætter og understøtter leg og læring. Vi arbejder med forskellige temaer over en periode, som udspringer fra børnene. Det pædagogiske personale inviterer jer som forældre ind i projektet gennem et skriv om periodens tema, aktiviteter, lege, sange, bøger der læses osv. på AULA, så I også, gennem dialog derhjemme kan støtte op om børnenes dagligdag i Vedbyholm.
Vi praktiserer pædagogik hvor vi har øje for at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn. Herigennem arbejder vi med differentierede fælleskaber med udgangspunkt i børnenes nærmeste udviklingszone samt forskellige behov og ressourcer.
Vi har en skøn stor legeplads i Vedbyholm, som vi bruger hver dag. Legepladsen bliver ofte inddraget som et ekstra læringsrum, som muliggør, at vi kan fordele vores børn yderligere i mindre lege - og læringszoner, og derved kan skabe rum for større fordybelse i de aktiviteter, børnene optages af. På legepladsen er der stor mulighed for gode lege og aktiviteter og vi bruger ligeledes ofte vores dejlig bålhytte til at lave mad og hygge sammen med børnene.
Vi er praktikinstitution og modtager i perioder seminariestuderende, studerende fra Den Pædagogiske Assistentuddannelse (pau), unge i praktik o.lign.
Vores profil ser således ud:
- En personalegruppe som brænder for at skabe de bedste betingelser for et godt børneliv.
- En pædagogik med nærvær i centrum.
- En anerkendende og værdsættende kultur.
- Et fokus på deltagelsesmuligheder for alle børn.
- Vi ser børn og voksne som unikke. Derfor behandler vi dem også forskelligt.
- Vi har fokus børnenes interesser og initiativer, som vi bringer i spil i arbejdet med Den ny styrkede læreplan.
- Forældresamarbejde er en vigtig del af vores arbejde.
- Vi tilstræber et inddragende forældresamarbejde hvor forældre indgår som aktør.
- Vi tilstræber at uddelegere opgaver og at arbejde i teams.
- Vi vægter et godt et godt psykisk arbejdsmiljø hvor psykologisk tryghed er nøgleordet for et godt samarbejde.
- En visionær og dynamisk ledelse